Optagelse fra gudstjenesten i Korsvejskirken søndag d. 4. september 2022,
hvor Kammerkoret Euphonia står spredt rundt omkring i hele kirkerummet og synger.
Ved orglet Ole Reuss Schmidt
Der er tale om en uredigeret live-optagelse.
Gades berømte morgensang
I 1854 blev ”Elverskud” af Niels W Gade uropført ved en koncert i Musikforeningen, og værket, der er af ca. tre kvarters varighed, blev betegnet som en ”ballade for soli, kor og orkester”
Det spiller i ca. 45 minutter, er i tre afdelinger, og helt fra begyndelsen blev det utrolig populært. Ifølge Wikipedia blev det opført 184 gange allerede i Gades levetid.
Det spiller videre i dag, og som en kuriositet kan nævnes anvendelsen i den film fra sluthalvfjerdserne, hvor Olsen Banden bryder ind i kælderen under Det kgl. Teater.
Tredje del i Elverskud indledes med en morgensang, og Gade benytter her den velkendte tekst ”I østen stiger solen op”, som Ingemann havde skrevet i 1837, og som den dag i dag vil være kendt overalt med den tilhørende melodi af komponisten Weyse.
Gade benytter altså denne tekst her i Elverskud, men tildeler den en helt ny melodi.
Og hvis Elverskud har opnået en utrolig popularitet, så er denne fine Morgenssang, der således er taget ud af det samlede 45 minutter lange værk, blevet endnu mere udbredt og populær.
Ved søndagsgudstjenesten i Korsvejskirken d. 4. september 2022 stod Euphonia spredt rundt omkring i hele kirkerummet, og sang værket som en stemningsfuld indledning til gudstjenesten.
Kastrup d. 28. januar 2023
Ole Reuss Schmidt