Motet for seks stemmer, SWV 456
Kammerkoret Euphonia synger under ledelse af Ole Reuss Schmidt i Spjelkavik kirke i Ålesund i Norge, d. 16. oktober 2022
Der er tale om en uredigeret live-optagelse, og der er anvendt en ganske almindelig recorder, anbragt et tilfældigt sted i kirkerummet.
Refrain i 1600-tallet
Schütz har skrevet denne motet over den klassiske tekst: Hodie Christus natus est, se nedenfor.
Han følger teksten til punkt og prikke, men indskyder fire gange undervejs et vidunderligt, 18 takter langt halleluja. Der bliver dermed tale om et vaskeægte refrain, hvor de seks korstemmer kommer til at kappes om at synge et agiterende og appelerende, men også dybsindigt halleluja.
Og det er ikke svært at gætte, hvad der er meningen med dette refrain, det handler om glæden over, at Kristus, verdens frelser, er blevet født til jorden.
Og den glæde, der lyser ud af den klassiske tekst, bliver yderligere understreget af det herlige halleluja-refrain, som Schütz tilføjer.
Kastrup d. 28. februar 2023
Ole Reuss Schmidt
Hodie Christus natus est
Der er tale om en gregoriansk hymne, der er blevet benyttet som antifon på juledag. Mange komponister har taget teksten op og sat den i musik, foruden Schütz også eksempelvis Palestrina og Poulenc, og fra vore egne himmelstrøg Niels la Cour. For blot at nævne et par stykker blandt en lang række.
Hodie Christus natus est
hodie Salvator apparuit:
Hodie in terra canunt Angeli,
lætantur Archangeli:
Hodie exsultant justi dicentes:
Gloria in exelsis Deo,
alleluja.
I dag er Kristus født,
i dag er Frelseren fremstået,
i dag synger englene på jorden
og ærkeenglene glæder sig.
I dag skal de retfærdige glæde sig og sige:
Ære være Guds i det højeste,
alleluja.