Det er en tradition, at månedens korsats i december er Hallelujakoret fra Messiaopførelserne det samme år.
Og således også i december 2021, hvor satsen dog først er blevet sat på hjemmesiden i januar 2022.
Men det forhindrer ikke, at denne storslåede musik både swinger og gynger. Publikum har rejst sig op, og de fire solister: Clara Cecile Thomsen, Elisabeth Jansson, David Danholt og Magne Fremmerlid har ligeledes rejst sig og synger med sammen med Euphonia, mens 18 musikere fra Det Kgl. Kapel spiller, så fuglene synger.
Jo, jeg tør godt sige, at det syder og koger i Marmorkirken, d. 28. november 2021.
Kære publikum til denne hjemmeside, jeg håber man sidder i en god stol med en god kop kaffe eller godt glas rødvin. Rigtig god fornøjelse med Händels uovertrufne Hallelujakor.
Kastrup d. 9. januar
Ole Reuss Schmidt