Kammerkoret Euphonia synger, og musikere fra Det Kgl. Kapel spiller under ledelse af Ole Reuss Schmidt. Der er tale om en live-optagelse fra Marmorkirken søndag d. 7. april 2019.
Lydteknik: Bent Pedersen
Vi fortsætter med påskemusik fra h-mol Messen, og eftersom det i skrivende stund er d. 4. april, er vi nu nået frem til påskedag. Dermed ligger det lige til højrebenet at bringe det, som jeg vil kalde påskedags-korsatsen over alle påskedags-korsatser, nemlig sats nr. 18 fra h-mol Messen.
Og det er ikke til at tage fejl af, hvad det handler om, for teksten i den foregående sats, altså nr. 17, lyder således i dansk oversættelse:
som også blev korsfæstet for os
under Pontius Pilatus, blev pint og begravet
Med disse ord går musikken helt i stå, men kun for at blive sat i gang igen i sats nr. 18 med et brag af forrygende toner fra et fuldt orkester, mens koret synger:
Et resurrexit tertia die secundum scripturas,
i dansk oversættelse:
og opstod på den tredje dag ifølge skrifterne.
Det ser ud som om, Bach her er helt bevidst om den valeur, der ligger i disse ord, at vi med dem kommer helt ind til den inderste kerne i den kristne tro. Og han kvitterer ved at lade alle musikalske sejl sætte til, med paukerne og trompeterne i en vidunderlig, udfarende rolle.
Og opstod på den tredje dag, ud af den blå luft
Nej, netop ikke, der står i stedet:
Og opstod på den tredje dag efter skrifterne
Skrifterne er Det Gamle Testamente, og den frelser, som profeterne her har profeteret om en gang skulle komme, det er altså ham, der nu overvinder død og grav, og opstår af graven.
Dermed bliver påskens begivenheder meget mere, ja uendelig meget mere end blot et stykke dramatik, det er tværtimod kulminationen på et langt, sammenhængende forløb, begyndende med skabelsen og efterfulgt af profetierne i Det Gamle Testamente.
Og vi kan så igen stille spørgsmålet: hvorfor døde han på korset: jo, for at vi kan få del i frelsen, ved troen på ham.
Dermed bliver der tale om et helt utroligt glædeligt budskab, jo, det er ikke for ingenting, at Bach lader alle musikalske sejl sætte til.
I den fortsatte tekst kommer vi kort efter frem til denne sætning:
et iterum venturus est cum gloria
judicare vivos et mortuos,
I dansk oversættelse:
og skal komme igen i herlighed
for at dømme levende og døde,
Her sker der noget helt enestående, fordi Bach lader alle herrestemmerne synge enstemmigt, en fantastisk effekt, som han mig bekendt ikke anvender andre steder end her. Det indtræffer efter to minutter og fem sekunder på den forhåndenværende lydfil.
Nedenfor er teksten bragt i sin sammenhæng, og den er i øvrigt et brudstykke af den såkaldte nikænske trosbekendelse, men det er en helt anden sag.
Kastrup d. 4. april 2021
Ole Reuss Schmidt
Tekst og oversættelse til sats nr. 18 fra Bachs h-mol Messe
Et resurrexit tertia die secundum scripturas;
et ascendit in coelum,
sedet ad dextram Dei Patris,
et iterum venturus est cum gloria
judicare vivos et mortuos,
cujus regni non erit finis.
og opstod på den tredje dag ifølge skrifterne
og opfor til himmels,
sidder ved Faderens højre hånd
og skal komme igen i herlighed
for at dømme levende og døde,
og der skal ikke være ende på hans rige.