Månedens Korsats / 2020 / Februar

Hyldest til den jævne hverdag

Jeppe Aakjær levede fra 1866 til 1930. Han tilbragte det meste af sit liv på fødeegnen i Salling, hvor han skrev en række digte. Han skildrer tit og ofte det jævne hverdagsliv, og det gælder ikke mindst Spurven sidder stum bag kvist som er fra Digtsamlingen Den sommer og den eng fra 1910.
Hele den underliggende rytme i dette fornemme stykke poesi er den snurrende lyd af en spinderok, hvilket kommer tydeligt frem i refrainet, der er placeret i femte og sjette linje i hvert vers, og således ikke i slutningen af verset.

Og der er virkelig musik i selve ordene her: Lul, lul, rokken går, med bogstavrim og en dynamisk rytme i sproget. I sidste vers bliver det til: Lul, lul, rokken står. Her står rokken altså stille, og digteren kigger dermed tilbage på noget, der var engang. Det ændrer dog ikke noget ved hans dybe veneration, for han slutter således: Lul, lul, rokken står, men dens nyn og sange, vemodsfyldt til hjertet går, når kvældene bli´r lange.
Med andre ord: Lyden af spinderokken går ham stadig til hjertet, selvom han her i 1910 er blevet 44 år gammel, og i den forbindelse er der et citat, som han skrev 18 år senere, altså i 1928, som er værd at bemærke. Det er fra erindringsbogen Fra min bitte-tid, og lyder således:

Der var i mors rok en egen dyb tone, som det var sfærerne selv, der spandt. Her var det, som hendes flittige sjæl fandt udtryk gennem en god og øm sang af al naturen, alt det bedste og skønneste i bondehjemmets uendelige stræb og strid. Ingen dronning på sin trone kan tage sig værdigere ud end en gammel bondekone, der har sat sig til rette bag sin rok.

Ateist med format

Jeppe Aakjær fik en storstilet begravelse i 1931, men uden gejstlig medvirken, og man må derfor formode, han har været ateist.
Det forhindrer ham imidlertid ikke i at skildre det kristelige islæt i barndomshjemmet med både respekt og ærbødighed. Det kommer frem både i vers fire og vers fem, se teksten nedenfor.
Til sidst skal det nævnes, at der er otte vers i Aakjærs originale digt, fem af disse er kommet med i Højskolesangbogen, og det er disse vers, der høres på den nærværende udgave af månedens korsats.

Melodien

er komponeret af Thorvald Aagard (1877-1937), der har forsynet flere af Jeppe Aakjærs melodier med klare, gennemsigtige og utroligt fine melodier. I dette tilfælde rammer han den på en gang andagtsfulde, og samtidig lyse og positive tone i digtet, fuldstændig perfekt, efter min opfattelse.

Og det er da nok muligt, det er noget jeg bilder mig ind, men jeg synes faktisk man i selve melodien kan fornemme spinderokken, der kører i baggrunden.

Kastrup d. 8. februar 2020
Ole Reuss Schmidt

Spurven sidder stum bag kvist

1. Spurven sidder stum bag kvist,
såmænd om ej det fyger!
Kålgårdspilen piber trist
for nordenblæstens byger.
Lul – lul! rokken går
støt i moders stue,
og jo mere vinden slår,
des mer får arnen lue.

2. Far har røgtet kvæget ind,
med halmen tættet karmen.
gnedet grisens blanke skind,
at den må holde varmen.
Lul – lul! rokken går!
Far mod stuen stiler,
mor en bugt på tråden slår,
ser op på far og smiler.

3. Mor kan næppe se sit spind
og næppe tråden mage;
hej, da bæres lyset ind
og stilles i sin stage.
Lul – lul! rokken går,
tenens rappe vinge
over fyrrebjælken sår
en skok af skyggeringe.

4. Far ta’r ned så tung en bog,
med Gud han hvisker sammen,
famler lidt ved spændets krog
og lukker med et: Amen!
Lul – lul! rokken går,
ensomheden synger,
mulmet tæt om taget står,
og sneen går i dynger.

5. Her ved moders gamle rok
hun lærte mig at stave,
synge om “den hvide flok”
og “al hans nådegave”
Lul – lul! rokken står!
Men dens nyn og sange
vemodsfuldt mod hjertet går,
når kvældene bli’r lange.